
Tidspres hos børnefamilien. Mangel på fællesskab i det voksne liv. Eller bare en vild lyst til at skabe et dejligt, trygt og sjovt naboskab med søde mennesker og dele ressourcer. Der kan være mange årsager til at have lyst til at bo i et bofællesskab, hvor man har sin egen private bolig, men samtidig har adgang til fælles faciliteter og fælleshuse.
Tendensen vokser frem over hele landet i disse år, og på Syvmose Allé i Viby Sjælland er det lige nu muligt at lægge billet ind på en bolig, og samtidig være med til at skabe fællesskabet i de to helt nye arkitekttegnede bofællesskaber Osby og Vilev.
”Vi tilbyder en hel unik mulighed – at være med fra starten! Det betyder, at du som kommende beboer kan være med i det sjove forløb, der handler om at danne fællesskabet og sætte rammerne for det. Skal vi have nyttehaver? Byggelegeplads? Og hvilke traditioner og værdier er vigtige for os i det liv, vi skal til at leve sammen?” siger Michael Thomsen, fællesskabsvært og partner i Almenr, der har specialiseret sig i bygge- og bofællesskaber og står bag flere bofællesskaber i Danmark og Sverige.
Osby/Vilev bofællesskaberne råder tilsammen over 84 boliger, som Tegnestuen Vandkunsten har designet, og som fordeler sig på to nabogrunde – og livsfaser. Osby er for børnefamilierne og Vilev for voksne uden børn, men intentionen er at skabe synergi og nabofællesskab mellem de to tætte fællesskaber.
Michael Thomsen fra Almenr uddyber processen:
”Det er en fantastisk proces at være en del af, fordi du er med til at skabe dit eget fællesskab, mens du går vejen. Og erfaringen fra vores andre fællesskaber er, at når du lærer dine naboer at kende, før du flytter ind, er fællesskabet stærkt den dag, du faktisk bor der. Du starter ikke fra nul. Du har givende og trygge naboer fra dag ét, hvilket giver livskvalitet og overskud på alle planer.”
Osby og Vilev råder over flere boligtyper som rækkehuse, gårdhuse og lejligheder i størrelser fra 48 m2 til 114 m2, som er fordelt på to til fem værelser. Der er tænkt flere smukke arkitektoniske detaljer ind såsom, at facaderne er af træ, der er svalegange ind til lejlighederne på 1. sal, og fælleshusene er placeret tæt ved bebyggelsens indgang, så man altid på vej ud og hjem kan følge med i, hvad der sker i fællesskabet.
Flere lejekontrakter er allerede lavet, og de første beboere er ved at danne fællesskabet og mødes løbende til fællesspisning, børnelejedage eller gåture sammen i området. Indflytningen i begge bofællesskaber vil være i slutningen af 2025.
Fakta:
Almenr, der organiserer fællesskaberne, byder sammen med bygherren Momentum+ alle nysgerrige til at komme forbi på byggepladsen på Syvmose Allé 12 i Viby Sjælland onsdag d. 5. marts fra kl. 16.30. Bagefter går man sammen hen og spiser i Kulturcentret Cosmos. Almenr og de første beboere byder også på lanceringsevent i Kulturhuset Cosmos onsdag d. 26. marts. Læs mere under events på http://Almenr.dk.