Overhalingssporene er en del af Infrastrukturplan 2035 og skal styrke forbindelsen fra Roskilde via København Syd til Københavns Lufthavn. De skal samtidig være med til at håndtere den forventede stigning i togtrafikken, når Femern Bælt-forbindelsen åbner.
”Det nye overhalingsspor ved Kalvebod er nødvendigt, hvis vi skal undgå flaskehalse for togtrafikken i fremtiden. Skinnerne er allerede i dag tæt trafikeret både af gods- og passagertog, og på sigt vil øget kapacitet kunne give bedre udnyttelse og fleksibilitet på skinnerne og aflaste trafikken på Københavns Hovedbanegård,” siger Klaus Jørgensen, projektdirektør i Sund & Bælt.
Den eksisterende jernbanekorridor over Amager er i dag en central forbindelse for både dansk og international trafik. Med de nye spor bliver det muligt i højere grad at adskille hurtige passagertog fra langsommere godstog og dermed udnytte skinnerne mere optimalt. Projektet indgår i det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) med medfinansiering fra EU.
Arbejdet indledes med etablering af byggepladser samt jord- og forberedende arbejder på strækningen mellem Bådehavnsgade/Fragtvej og Ellebjergvej.
Anlægsarbejdet forventes gennemført frem mod 2028.
Fakta om arbejdet ved Kalvebod
Der etableres overhalingsspor mellem København Syd og Bådhavnsgade.
Arbejdet går i gang den 21. juni 2026.
Projektet er en del af Infrastrukturplan 2035.
Formålet er at øge kapaciteten og forbedre samspillet mellem passager- og godstog.
Overhalingssporene er en del af en sydlig jernbanekorridor uden om København H.
Projektet skal understøtte den forventede trafikstigning frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen.
Projektet er miljøkonsekvensvurderet og godkendt af Trafikstyrelsen.
Medfinansieres af EU gennem Connecting Europe Facility (CEF).
