
Borgerne i Vindinge ved Roskilde får et nyt og længe ventet supermarked i slutningen af januar. Her åbner SPAR nemlig en 600 kvadratmeter stor nybygget butik.
I spidsen for det nye supermarked står den erfarne købmand Michael Møller Jørgensen, der med næsten 25 års erfaring ved præcis, hvad det kræver at drive en butik, der både skaber værdi og vækker stolthed i lokalsamfundet.

Jeg glæder mig til at byde alle kunderne varmt velkommen i vores nye, store supermarked her i Vindinge, siger Michael Møller Jørgensen.
Endelig kan lokalområdet få det supermarked, de fortjener – et sted, hvor de kan gøre alle ugens indkøb. Og hvis der er noget, kunderne savner på hylderne, så sørger vi for at skaffe det hjem, fortsætter købmanden.
Et supermarked skabt af og for lokalsamfundet
SPAR Vindinge er meget mere end et supermarked. Det er resultatet af en imponerende lokal indsats med stor borgerinvolvering, hvor 400 borgere er gået sammen som anpartshavere for at sikre byens nye butik. Siden 2017 har projektet været på tegnebrættet, og nu står det færdigt som et stærkt bevis på, hvad lokalt sammenhold kan opnå.
Esben Keller, kædedirektør i SPAR, ser åbningen som noget særligt:
Denne butik er en drøm, der er blevet til virkelighed. Borgernes enorme engagement har været helt afgørende for, at vi står her i dag. Det er fantastisk at opleve så stor opbakning. Med en erfaren og dedikeret købmand som Michael Møller Jørgensen er jeg sikker på, at SPAR Vindinge bliver en succes og et værdifuldt samlingspunkt for byen, siger han.
Mere end en butik – hjertet i byen
SPAR Vindinge bliver ikke kun et sted at handle ind. Det bliver byens nye samlingspunkt, hvor fællesskabet er i fokus. Købmand, Michael Møller Jørgensen, har allerede store planer, der spænder fra fastelavnsfester og grillaftener til fællesspisning og juletræstændinger.
Butikken bliver desuden en del af Too Good To Go-konceptet for at mindske madspild – et initiativ, der afspejler SPARs værdier om ansvarlighed og lokal forankring.
Åbningsdag med fest og gode tilbud
Åbningsdagen den 30. januar bliver fejret med manér. Der vil bl.a. være gratis kaffe og croissanter til de morgenfriske, ligesom der hele dagen igennem vil være smagsprøver på lækre delikatesser og for de mindste vil der være både ballondyr og gratis slikposer (i begrænset antal). Inde i butikken vil man finde skarpe tilbud og sjove konkurrencer.