
Storm Group, der siden 2021 har haft afdeling i Roskilde, er blevet nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2025. Selskabet beskæftiger sig med design og udførelse af face-to-face hvervningsprogrammer for større virksomheder som blandt andet energiselskaber, fagforeninger og velgørende organisationer.
Roskilde var oprindeligt et pilotprojekt, som blev etableret på efterspørgsel fra bureauets kunder. Det var vanskeligt at nå vækstmålene med afsæt i afdelingen i København, så afdelingen blev etableret for at afprøve potentialet i Fjordlandet.
Og så gik det stærkt. På kort tid er kontoret i Roskilde på Industrivej 21 vokset til at være et af Storm Groups største. Væksten har været så markant, at afdelingen hurtigt har måttet udvide medarbejderstaben betydeligt for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Former fremtidens talenter
Det er netop i spændingsfeltet mellem lokalt potentiale og en unik forretningsmodel, at virksomhedens succes er grundlagt. Mens mange virksomheder jagter erfarne kandidater, har Storm Group specialiseret sig i at finde og forme fremtidens talenter selv – en strategi, der nu høster national anerkendelse og sætter spot på Roskilde som en talentfabrik.
For os her i Roskilde er nomineringen en fantastisk nyhed, som virkelig giver genlyd på kontoret, fortæller Frederik Axel Madsen, Regional Partner i Storm Group.
Roskilde-kontoret har et unikt sammenhold og en energi, der er helt speciel, og det skyldes i høj grad de lokale talenter. At se unge, ambitiøse mennesker fra Roskilde og omegn komme ind, gribe chancen og udvikle sig til dygtige specialister og ledere er den største motivation. EY nomineringen er et bevis på, at vi gør noget rigtigt – ikke kun for vores kunder, men også for de medarbejdere, vi investerer massivt i, uddyber han.
Storm Groups CEO, Jeppe Degn, supplerer:
Vi har bygget hele vores forretning på en overbevisning om, at potentiale, vilje og den rette indstilling vejer tungere end et poleret CV. Vi finder uforløste talenter og giver dem en platform, hvor de kan udvikle sig.
Jeppe Degn uddyber, at succesen ikke er tilfældig, men et resultat af en langsigtet strategi, der sætter medarbejderudvikling i centrum.
Investeringen i uddannelse og personlig udvikling skaber ikke kun loyale og dygtige medarbejdere – det skaber innovation og en evne til at tilpasse sig, som er afgørende i markedet.
Den markante vækst og den fornemme nominering understreger et travlt og spændende efterår for Storm Group. Virksomheden vil fortsat have øjnene åbne for de nye, ambitiøse profiler fra lokalområdet, der drømmer om at starte en karriere i en dynamisk virksomhed med store udviklingsmuligheder.