11. september 2026

|

Pressemeddelelse

Populær madfestival vender tilbage: Billetsalget til Dining Week er startet

Hvert år i efterårsferien samler Dining Week tusindvis af madentusiaster på udvalgte restauranter over hele landet til Dining Week.

Populær madfestival vender tilbage: Billetsalget til Dining Week er startet
Af: Food Movers | Foto: Food Movers

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Som noget helt nyt afvikles Dining Week i år også i Sverige i nøjagtig samme uge. Det giver en oplagt mulighed for at tage på gastronomisk opdagelse og prøve Dining Week på begge sider af Øresund i efterårsferien.

Det officielle billetsalg er nu åbent, og alle kan sikre sig en plads ved bordet til efterårets største gastronomiske festival!

Nordens største restaurantfestival

Siden Dining Week blev lanceret, har festivalen udviklet sig til Nordens største restaurantfestival og en fast tradition for rigtig mange madglade gæster. Gennem årene har festivalen samlet restauranter og gæster på tværs af Danmark - og i dag rækker Dining Week også ud over de danske landegrænser med udvalgte restauranter fordelt i Stockholm, Göteborg og Malmö i Sverige.

Selvom festivalen er vokset markant, er grundidéen stadig den samme: Restauranterne sammensætter en særlig menu til en fast pris. Et koncept, der er let at forstå. Det giver samtidig gæsterne mulighed for at opleve nye restauranter og gastronomiske koncepter til en attraktiv pris.

For restauranterne har det stor værdi, da den faste menu og pris gør det lettere at planlægge indkøb og drift, mens gæsterne på forhånd ved, hvad de kan glæde sig til. Det skaber en enkel og gennemsigtig ramme, hvor både restauranter og gæster kan få glæde af Dining Week.

Årets program byder på både velkendte gengangere og nye navne. Flere restauranter har været en del af Dining Week gennem mange år og vender tilbage med nye menuer, mens andre for første gang slutter sig til festivalen. Flere restauranter lander snart på programmet.

Spis dig igennem efterårsferien

Fra 9. til og med 18. oktober kan madglade gæster gå på opdagelse i mere end 300 unikke Dining Week-menuer på restauranter over hele landet.

Udvalget spænder fra klassiske 3-retters menuer og menuer med 5 serveringer til eksklusive tastingmenuer hos særligt udvalgte restauranter.

Desuden kan man endnu engang se frem til at nyde En bid af stjernerne på nogle få restauranter med tilknytning til Michelin-guiden, som tilbyder en eksklusiv menu til Dining Week til et fjerde prisniveau. Det giver rig mulighed for at udforske nye gastronomiske oplevelser, genbesøge favoritter og smage sig gennem nogle af de mange kulinariske perler, Danmark har at byde på – med fokus på sæsonens råvarer og restauranternes egne fortolkninger.

Dining Week er for alle, der holder af god mad. Hvad enten man er til klassiske danske retter, moderne gastronomi eller eksotiske smagsoplevelser, er der noget at glæde sig til i efterårsferien.

Vi er enormt begejstrede for årets program. Både nye restauranter og velkendte gengangere byder ind med virkelig lækre menuer, og der er lagt op til en festlig Dining Week for alle, der elsker gode madoplevelser. Det kan faktisk være svært at vælge og der er heller ikke helt nok festivaldage til alle de restauranter, jeg personligt gerne vil opleve. Og hvis man skal en tur over Øresund i efterårsferien, er der jo også en oplagt mulighed for at tage Dining Week med på ferie, for i år afholdes festivalen i Sverige i samme uge, fortæller Bjørn Beyer, stifter af Dining Week.

Restauranter på tværs af Danmark

I København og omegn folder Dining Week sig ud med et bredt udvalg af restauranter, der afspejler byens innovative og dynamiske madscene.

Gæster kan bl.a. se frem til at opleve restauranter som The Pescatarian, Aamanns 1921, Odette, The Shrimp, Admiral Hotel, Restaurant Anton og Restaurant Kanalen.

På tværs af Sjælland og øerne bugner programmet af spændende muligheder. Spis bl.a. på Skoemagerkroen i Kirke Såby, Elmely Kro i Ugerløse, Bangshave i Maribo, Sagafjord i Roskilde, SuRi i Holbæk og The Italian i Næstved.

På Fyn kan gæster opleve alt fra hyggelige spisesteder til gastronomiske perler, hvor øens råvarer og afslappede stemning sætter tonen. Her finder man favoritter som Restaurant SL i Odense, Nordatlanten i Odense, Restaurant Ærø i Svendborg, Severin i Middelfart og Restaurant Remisen i Nyborg.

I Jylland og omegn er Dining Week stærkt repræsenteret fra nord til syd. Her kan gæster bl.a. besøge Hjerting Badehotel i Esbjerg, Det Blå Tog i Holsted, Væveriet i Kolding, Haraldskær Sinatur Hotel i Vejle, Restaurant Mellemrum i Aarhus, Samsø Perlen på Samsø, Provence i Aalborg og Skagen Fiskerestaurant i Skagen.

Den fulde liste over restauranter kan findes på www.diningweek.dk

Om Dining Week

Hvad: Dining Week i uge 42

Hvor: 72 byer i hele Danmark

Hvornår: 9.-18. oktober 2026

Hvor meget: 250 kr. for en 3-retters menu, 350 kr. for 5 serveringer, 525 kr. for en tasting menu og menuerne til En bid af stjernerne koster 1000 kr. og 1500 kr.

Alle priser er pr. person eksklusiv gebyrer.

Hvordan: Køb billet på www.diningweek.dk/restaurants

Nøgleord
Mad & drikke
Event Information