07. september 2026

|

Pressemeddelelse

Roskilde får et erhvervsløft på 12 pladser

Roskilde Kommune går 12 pladser frem i Dansk Industris erhvervsundersøgelse – virksomhederne kvitterer især for bedre infrastruktur og hurtigere kommunal sagsbehandling.

Roskilde får et erhvervsløft på 12 pladser
Af: DI Roskilde/Køge Bugt | Foto: CANVA

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Roskilde Kommune går fra en 71. til en 59. plads i Dansk Industris undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed 2026. Den største fremgang ses inden for infrastruktur og energi, hvor Roskilde går fra en 47. til en 19. plads blandt landets kommuner. Virksomhederne vurderer blandt andet, at kommunen er blevet markant bedre til at fremme bæredygtig transport. Her går Roskilde fra en 61. til en 6. plads. Samtidig har kommunens investeringer i vejnettet løftet Roskilde fra en 16. til en 3. plads på spørgsmålet om kommunens prioritering af det kommunale vejnet. 

“Det er rigtig positivt, at Roskilde har prioriteret investeringer i vejnettet. God infrastruktur er helt afgørende for virksomhederne – medarbejdere skal kunne komme på arbejde, varer skal frem, og kunder skal nemt kunne komme til. Samtidig er det glædeligt at se, at virksomhederne oplever et markant større fokus på bæredygtig transport. Det viser, at man godt kan styrke infrastrukturen og samtidig skubbe på den grønne omstilling”, siger Christina Wiemann, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt. 

Samarbejdet mellem virksomhederne og kommunen forbedre den samlede placering

Roskilde går også frem på området kommunal administration, hvor kommunen forbedrer sin placering fra nummer 72 til nummer 57. Her er blandt andet sagsbehandlingstiden for byggesager blevet kortere. Den er faldet fra 69,7 dage til 58 dage. Samtidig er virksomhedernes vurdering af dialogen mellem erhvervslivet og kommunen forbedret, så Roskilde går fra en 70. til en 61. plads på dette område. 

“Det skal være nemt at drive virksomhed i Roskilde. Derfor er det vigtigt, at kommunen både har fokus på en effektiv sagsbehandling og på en god dialog med virksomhederne. Vi kan se, at det går den rigtige vej, og det er positivt. Det er sådan, man skaber en kommune, hvor virksomhederne har lyst til at investere, vokse og blive”, siger Christina Wiemann. 

 

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2026 

  • Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvilkår. Det er 17. år i træk, at Dansk Industri laver undersøgelsen. Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer:  

  • Statistiske indikatorer fra forskellige kilder 

  • Virksomheders besvarelser af et spørgeskema  

  • I 2026 har 7.789 virksomheder svaret på spørgeskemaet – både DI’s medlemsvirksomheder, og ikke-medlemmer. Det er virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, der har svaret på undersøgelsen.  

  • Resultaterne er opdelt i fire kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder. Til den samlede vurdering vægter hver kategori lige meget – altså 25%.  

  • 91 ud af landets 98 kommuner er med i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø er ikke med, da det ikke er muligt at indhente nok svar til at sikre statistisk repræsentativitet.  

Nøgleord
Erhverv
Event Information