12. august 2026

|

Pressemeddelelse

Popkorn Nordic er tilbage: I august åbner ansøgningen for musikere, der er vil styrke deres performance på livescenerne

Der er hverken dommere eller udstemninger her. Til gengæld er der scener, tid og sparring til at finde sit eget udtryk i professionelle rammer. Popkorn Nordic vender tilbage, og nu får nye musikere mulighed for at blive en del af et forløb, hvor liveerfaring og fællesskab er i centrum. Ansøgning om at blive en del af Popkorn Nordic åbner den 17. august på Kulturværftets hjemmeside kuto.dk, og forløbet besøger igen en række af Sjællands spillesteder.

Popkorn Nordic er tilbage: I august åbner ansøgningen for musikere, der er vil styrke deres performance på livescenerne
Af: Kulturværftet & Toldkammeret | Foto: Thinkalike.dk

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Mere scene, mindre konkurrence

Siden 2019 har Popkorn Nordic arbejdet med at styrke vækstlaget i dansk musik ved at give upcoming musikere adgang til professionelle rammer, netværk og scener, hvor de kan udvikle sig i praksis.

Hvor mange talentforløb er bygget op omkring elimineringer og præstation under pres, går Popkorn Nordic en anden vej. Her gennemfører alle deltagere hele udviklingsforløbet – med plads til at eksperimentere, fejle og udvikle sig undervejs. Forløbet kombinerer koncerter med workshops og sparring med branchefolk, men noget af det vigtigste sker også uden for rampelyset: i mødet mellem deltagerne, backstage og i de relationer, der opstår undervejs.

Popkorn Nordic handler om at give plads til udvikling og til at skabe et professionelt rum, hvor nye artister kan finde deres egen retning – både når det kommer til liveperformance og som en del af et fællesskab siger Kinneret Sarusie, projektleder på Popkorn Nordic og en del af Kulturværftet, som står bag udviklingen af forløbet

Vi glæder os til at invitere publikum helt tæt på den næste generation af artister. Popkorn Nordic er en oplagt mulighed for at opleve nye navne, før de bryder igennem – og samtidig bakke op om det lokale og regionale musikliv siger leder af Kulturværftet Søs Krogh Vikkelsøe

Tilmelding åbner 17. august

Musikere fra hele regionen kan ansøge om deltagelse fra 17. august 2026. Der udvælges 12 acts, som bliver en del af et samlet forløb med koncerter på tværs af spillesteder samt workshops og netværk med branchefolk. Læs mere og ansøg: kuto.dk

Om Popkorn Nordic

Popkorn Nordic udvikler sjællandske musiktalenter gennem coaching, netværk og live-erfaring. Forløbet drives fra Kulturværftet i Helsingør, og siden 2019 har forløbet givet unge bands og artister en platform for talentudvikling, netværk og live-erfaring. Tidligere deltagere som Baske (Gladsaxe) og Wide (Furesø) høres nu på radio og scener. Følgende sjællandske spillesteder er en del af Popkorn Nordic: Richter, Gladsaxe, Slagelse Musikhus, Slagelse, Gimle, Roskilde, Stars, Vordingborg, Tapperiet, Køge, Loppen, Christiania, København og Toldkammeret og Kulturværftet, Helsingør.

Om Kulturværftet

Kulturværftet er et moderne kulturcenter centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. I 2024 blev Kulturværftet genudpeget af Statens Kunstfond som regionalt spillested. En status, der betyder, at kulturhuset hele tiden kigger efter nye måder at formidle og skabe gode rammer for den rytmiske musik lokalt, regionalt og nationalt. Popkorn Nordic er en del af en strategi, der netop skal bidrage til dette og til udviklingen af det musikalske vækstlag og den danske live musikscene. Kulturværftet huser 570.000 årligt besøgende, Toldkammeret 160.000 besøgende, 103.000 deltager i Kulturværftets program, heraf ca. 40.000 til de årlige 245 koncerter. Se mere på www.kuto.dk

Nøgleord
KulturUndervisning
Event Information