20. august 2026

|

Pressemeddelelse

Ny sengebygning på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing F. har nået fuld højde

En ny sengebygning skal være med til at fremtidssikre Sjællands Universitetshospital i Nykøbing F. som et stærkt akuthospital på Sydsjælland og Lolland-Falster. Byggeriet har nu nået sin fulde højde, og torsdag blev det fejret med rejsegilde.

Ny sengebygning på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing F. har nået fuld højde
Af: Region Sjælland | Foto: Region Sjælland

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Torsdag blev der holdt rejsegilde på den nye sengebygning på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing F. som nu står i seks etager. Byggeriet er en del af en omfattende modernisering, og når bygningen står færdig i 2029, får hospitalet blandt andet op til 162 sengestuer med eget bad og toilet og langt flere enestuer.

Det er en fornøjelse at se, at den nye sengebygning nu for alvor tager form. Vi skal have et stærkt sundhedsvæsen tæt på borgerne, også på Sydsjælland og Lolland Falster. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster og giver både patienter og medarbejdere moderne rammer. Den nye sengebygning skal være med til at sikre, at borgerne på Sydsjælland og Lolland Falster også fremover har et stærkt akutsygehus tæt på, når de har brug for behandling siger Trine Birk Andersen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland

Flere enestuer og bedre rammer for patienter og personale

Sengebygningen bliver på cirka 15.000 kvadratmeter fordelt på seks etager. Her vil de nye enestuer med eget bad og toilet give patienterne mere ro og privatliv samt bedre mulighed for at have pårørende på besøg under indlæggelsen.

Det her er først og fremmest en investering i patienterne. Med de nye enestuer får vi nogle langt bedre rammer for behandling, pleje og fortrolige samtaler med både patienter og pårørende. Samtidig får vores medarbejdere moderne arbejdsforhold, som er vigtige, når vi skal fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere. Jeg vil gerne takke Regionsrådet for den vision, der ligger bag projektet, om at fremtidssikre Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. siger Ricco Dyhr, sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital, der udover Nykøbing F. også har matrikler i Køge og Roskilde

Den samlede modernisering af Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. omfatter investeringer for omkring 750 millioner kroner. Heraf går cirka 550 millioner kroner til den nye sengebygning. Byggeriet forventes taget i brug i 2029, hvor flere kliniske afdelinger flytter ind.

Fakta

  • Den nye sengebygning omfatter cirka 15.000 kvadratmeter og har seks etager til sengeafdelinger med i alt 162 moderne sengestuer.
  • Der bliver desuden seks bariatrisengestuer til personer med svær overvægt på hver etage, som kan omdannes til to-sengsstuer.
  • I 2029 flytter flere kliniske afdelinger ind i den nye bygning. Dermed kan de gamle flersengsstuer i det oprindelige sygehus fra 1957 fraflyttes, og de fleste patienter får enestue.
  • Sengebygningen er en del af anden etape af en fuld modernisering af sygehuset. Første etape omfattede blandt andet den sengebygning, der stod klar i 2018. Moderniseringen fortsætter senere med blandt andet en ny operationsgang og helikopterlandingsplads.
  • Ligesom i dag kommer hospitalet i Nykøbing F. fremover til at have cirka 1.300 medarbejdere og 240 sengepladser. Dertil kommer sengepladserne i Akutafdelingen.
Nøgleord
SundhedPolitikKommune
Event Information