Mellem grøn mad, ladestandere og genbrugsstationer skal Københavns nye klimastrategi reducere kommunens klimaaftryk med 50% – og nu får forskere fra Roskilde Universitet mulighed for at følge indsatsen tæt.
Jacob Torfing, der er professor i politik og institutioner på Roskilde Universitet, står i spidsen for forskningsprojektet, som netop har modtaget en bevilling på knap 1,8 millioner kroner fra den filantropiske forening Realdania.
Mens Københavns Kommune ruller sit grønne landkort ud over byen, skal Jacob Torfing sammen med professor Eva Sørensen gennemføre et såkaldt følgestudie af klimaplanen.
Her kigger de på, hvordan kommunen, virksomheder, organisationer og borgere arbejder sammen for at finde ud af, hvilke rammer og greb, der bedst understøtter fælles grønne løsninger, som også giver målbare resultater.
Vi vil skabe en værktøjskasse med ideer til, hvordan man kan bruge faciliterende styring og ledelse, der gør det lettere at komme i gang med lokal grøn samskabelse. Samarbejder med Københavns Kommune er både vigtigt og relevant, eftersom der er tale om en af verdens mest klimaambitiøse kommuner siger Jacob Torfing
København som klimaforbillede
Projektet har fokus på, hvordan Københavns Kommune udvikler og afprøver forskellige måder at understøtte lokal samskabelse af grønne løsninger. Men erfaringer og indsigter skal ikke blot gavne København, men også bidrage med ny viden, som andre kommuner og byer kan bruge i arbejdet med den grønne omstilling.
Forskningsprojektet giver os mulighed for at følge processen indefra og forstå, hvordan samarbejdet mellem en kommune, virksomheder og borgere kan skabe reel forandring. Det handler om at samle erfaringer og tage ved lære af både succeser og udfordringer. Den viden skal ikke blive i København, men deles bredt – også med byer og aktører uden for Danmarks grænser siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania
FAKTA
Om forskningsprojektet:
Projektet har titlen 'Faciliterende styring og ledelse af samskabelsen af Københavns Kommunes Klimastrategi 2026–35'.
Hovedformålet med projektet er at skabe bæredygtige byer og sekundært at bidrage til bedre boligmiljøer.
Forskningsprojektet har tre forskellige målgrupper:
- Først og fremmest er er projektet målrettet ledere og kernemedarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen.
- Dernæst henvender projektet sig til praktikere i byer og kommuner i Danmark og andre lande, som arbejder med klimaomstilling.
- Derudover kan de forskningsbaserede indsigter være brugbare for internationale forskere.
Realdania støtter projektet med 1.819.000 kr., hvor Københavns Kommune bidrager med 300.000 kr.
Projektet udføres af professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen fra Roskilde Universitet samt ph.d. Anna Deeg.
Forskningsarbejdet gennemføres i perioden fra april 2026 til september 2029.
