28. august 2026

|

Pressemeddelelse

Efter 28 år lukker Roskilde HøreCenter – Linda følger kunderne videre

Flere tusinde kunder er tilknyttet det lokale hørecenter, som lukker 1. september. HEIMDALL’S overtager kundeansvaret og garantiforpligtelserne, mens medstifter Linda Borregaard fortsætter på HEIMDALL’S’ klinik i Roskilde.

Efter 28 år lukker Roskilde HøreCenter – Linda følger kunderne videre
Af: HEIMDALL’S Hørecenter | Foto: HEIMDALL’S Hørecenter

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Lone Degn Pedersen og Linda Borregaard grundlagde Roskilde HøreCenter i 1998 med fokus på høj faglighed, personlig rådgivning og god tid til den enkelte kunde.

Nu har Lone besluttet at trække sig tilbage fra den daglige drift, og Roskilde HøreCenter lukker den 1. september. HEIMDALL’S Hørecenter overtager kundeansvaret og de eksisterende garanti- og serviceforpligtelser.


Et velkendt ansigt fortsætter i Roskilde

Linda Borregaard er allerede startet hos HEIMDALL’S på Hersegade i Roskilde. Hun solgte sin ejerandel til Lone i 2000, men fortsatte i klinikken. Lone og Linda har derfor været et makkerpar gennem stort set hele hørecentrets 28-årige historie, og nogle kunder har Linda fulgt i op mod 20 år.

 “HEIMDALL’S er det eneste andet sted, jeg ville være. Vi deler de samme værdier omkring høj faglighed, uafhængighed og service. Kunden kommer først, og man lytter til den enkelte frem for at skulle sælge et bestemt mærke eller en bestemt løsning,” siger Linda Borregaard. 

Lindas beslutning om at fortsætte hos HEIMDALL’S skal samtidig skabe kontinuitet for de mange kunder, som gennem årene har haft deres faste gang i Roskilde HøreCenter.

 “Det vigtigste for mange af kunderne er nok, at jeg er der,” siger Linda Borregaard med et smil. “De møder stadig et genkendeligt ansigt og en hørespecialist, der kender deres historie. De får stadig den gode kvalitetstid, de er vant til. Det bliver ikke præcis det samme, men jeg er helt tryg ved, at det bliver godt..”


Samme værdier – nye rammer 

Både Roskilde HøreCenter og HEIMDALL’S er uafhængige hørecentre, som rådgiver på tværs af flere høreapparatmærker. Netop den fælles tilgang har været vigtig for Lone Degn Pedersen i valget af, hvem der skulle føre kunderne videre.

“Når man har fulgt sine kunder gennem så mange år, betyder det meget, hvem man overlader dem til. Jeg føler mig tryg ved, at de bliver taget godt imod hos HEIMDALL’S, og det betyder selvfølgelig også meget, at Linda har valgt at fortsætte dér,” fortæller Lone. 

For Anders Redder, stifter og ejer af HEIMDALL’S Hørecenter, handler overtagelsen først og fremmest om at skabe en tryg overgang:

“Lone og Linda har opbygget noget helt særligt i Roskilde gennem næsten tre årtier, og det har vi stor respekt for. Vores vigtigste opgave er at skabe en tryg overgang og føre det gode videre.”

 
Garantien følger med 

Kunder, der fortsat er inden for deres fireårige garantiperiode hos Roskilde HøreCenter, får deres eksisterende garanti- og serviceforpligtelser videreført hos HEIMDALL’S. Kunder uden for garantiperioden kan fortsat få hjælp til blandt andet service, justeringer og tilbehør. 

Roskilde HøreCenters kunder får direkte information om overgangen og om, hvordan de kan vælge at fortsætte hos HEIMDALL’S Hørecenter på Hersegade 1A i Roskilde. 


Pressekontakt:
Nanna Jenner, HEIMDALL’S 

nanna@heimdalls.dk 

Tlf. 26286564 


Faktaboks: 

  • Roskilde HøreCenter blev grundlagt i 1998 af audiologisterne Lone Degn Pedersen og Linda Borregaard. 
  • Hørecentret lukker 1. september 2026 efter 28 år i Roskilde. 
  • Flere tusinde kunder har været tilknyttet Roskilde HøreCenter. 
  • HEIMDALL’S Hørecenter overtager kundeansvaret samt de eksisterende garanti- og serviceforpligtelser for kunder, der fortsat er inden for deres fireårige garantiperiode. 
  • Linda Borregaard fortsætter hos HEIMDALL’S i Roskilde og kan dermed fortsat møde de kunder, hun allerede kender. Nogle har hun fulgt i op mod 20 år. 
  • Kunderne skal fremover besøge HEIMDALL’S Hørecenter Roskilde, Hersegade 1A, 4000 Roskilde. 
  • Roskilde HøreCenter og HEIMDALL’S er begge uafhængige hørecentre, der rådgiver på tværs af flere høreapparatmærker.
Nøgleord
Erhverv
Event Information