Departementschef Lars Frelle-Petersen modtager Roskilde Universitets æresalumnepris 2026. Til daglig arbejder han i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han sammen med klimaminister Samira Nawa beskæftiger sig med nogle af de største politiske dagsordener som bl.a. grøn omstilling, udbygning af elnettet og landbrug.
Han peger på tværfagligheden fra RUC som noget, der fortsat præger hans måde at arbejde på:
Det at arbejde tværfagligt har også haft en stor betydning for min måde at tænke på. At vi skal have forskellige typer af kompetencer samlet om bordet. I mit nuværende job hvor vi skal løse mange forskellige udfordringer med den grønne omstilling i vores samfund - der betyder det meget, at vi har forskellige kompetencer samlet.
Som mangeårig leder i staten mener Lars Frelle-Petersen samtidig, at der er flere misforståelser om offentlig ledelse:
」Nogle mennesker tænker måske, at det bare er bureaukrati og spild af tid, og at vi bruger mere tid på at gøre livet svært for vores borgere, når vi i virkeligheden er sat i verden for det modsatte: at give borgerne en fair og lige behandling. Vi arbejder efter regler, der netop er sat i verden for at beskytte borgerne. Jeg går hver dag på arbejde for at bidrage til, at samfundet fungerer bedre, og at borgerne får en bedre oplevelse siger han.
Gode ledere lytter mere
For ham handler god ledelse bl.a. om at lytte:
Vi skal høre efter vores organisation. Det, vores medarbejdere siger. Og vi skal også evne at holde af dem, vi leder siger han
Hvis han kunne begynde sin karriere forfra, er der også noget, han ville have prioriteret anderledes:
Jeg tror, jeg skulle have været lidt mere på barsel. Jeg har prioriteret karriere rigtig meget og brugt meget tid på at arbejde. Mange år senere kan man jo godt tænke, at det måske skulle have været anderledes.
Om hvad han håber, at RUC-studerende i dag tager med sig fra universitetet, siger han:
Først og fremmest en faglighed. Både det tværfaglige og en stærk grundfaglighed. Og så en lyst til at være med til at forandre noget. En lyst til at være engageret.
Æresalumneprisen bliver overrakt ved Roskilde Universitets årsfest den 18. september 2026.
