13. november 2026

|

Pressemeddelelse

Koncertkapellet åbner den klassiske musik for Roskildes yngste børn

Klassisk musik for de mindste: Tag de mindste børn med ind i Drømmehaven.

Koncertkapellet åbner den klassiske musik for Roskildes yngste børn
Af: Kim Nyberg | Foto: Lillian Nordbø

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Lørdag den 28. november kl. 11 inviterer Koncertkapellet i Roskilde børn i alderen 3-5 år og deres voksne på en fantasifuld musikalsk rejse med fløjtenisten Linnea Villén og guitaristen Allan Sjölin.

I Musik i Drømmehaven er Linnea og Allan vågnet i en forunderlig drømmeverden, hvor alt kan ske, og intet er, som det plejer. Her møder de nisser, en lille prinsesse i sin båd og andre mystiske skabninger, mens musikken fører dem gennem svenske sommeraftener, norske fjelde og danske folketoner. Undervejs høres værker af Rameau, Peterson-Berger, Grieg, Saint-Saëns og Carl Nielsen.

Børn inviteres til at deltage

Børnene er ikke blot tilskuere. De inviteres til at klappe, danse og deltage i små øjeblikke med ro og fordybelse. Koncerten er en nænsom introduktion til klassisk musik, hvor det handler om at lytte, mærke og forestille sig - og opdage, at musik kan åbne døren til helt nye verdener.

Koncerten er en del af Koncertkapellets serie Klassisk for børn, der gennem det seneste år har inviteret de yngste indenfor til klassiske musikoplevelser på deres egne præmisser.

Serien henvender sig til børn i alderen 3-5 år og 6-9 år og byder på koncerter af 30-45 minutters varighed, hvor professionelle musikere bringer børnene tæt på den klassiske musik.

Små børn behøver ikke forstå klassisk musik for at få noget ud af den. De skal have lov til at opleve den med hele kroppen og fantasien. Med Klassisk for børn vil vi skabe et rum, hvor børnene kan komme helt tæt på musikken og musikerne, siger Kim Nyberg, kapelvært i Koncertkapellet.

Fakta
Hvad: Klassisk for børn: Musik i Drømmehaven med Villén & Sjölin
Hvornår: Lørdag den 28. november 2026 kl. 11.00
Hvor: Koncertkapellet, Sankt Hans Gade 51, 4000 Roskilde
Målgruppe: Børn i alderen 3-5 år og deres voksne
Pris: 100 kr. (1 voksen + 1 barn), 25 kr. pr. ekstra barn
Billetter: https://www.koncertkapellet.net/program?event=2028191

Om Koncertkapellet
Koncertkapellet er Roskildes intime koncerthus for klassisk og anden akustisk musik i det tidligere Sankt Jørgensbjerg Kapel. Huset drives af den almennyttige Foreningen Koncertkapellet.

Event Information