Jeg blev helt paf, da jeg fik opkaldet om, at jeg skulle med til Ghana. Jeg var på vej på arbejde, og da det gik op for mig, hvad der blev sagt, frøs jeg helt. Jeg har søgt om at komme med flere gange, så det var en fantastisk overraskelse. Jeg blev både meget rørt og glad, fortæller Julie Olsen og fortsætter:
Jeg rejste til Ghana med en drøm om at hjælpe nogle mennesker, der ikke har de samme vilkår som mig selv – og det skal jeg love for gik i opfyldelse. Et par briller med den rigtige styrke er langt fra allemandseje i Ghana, så de lokale var simpelthen så taknemmelige, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi blev velsignet. Der var ingen tvivl om, at den her håndsrækning fra os og danskerne betød noget helt særligt.
Nu kan jeg se mit barnebarn ordentligt
Blandt de knap 1.100 ghanesere som Synoptiks team synstestede og uddelte briller til, var alt fra børn i skoleuniformer til unge forældre og ældre mennesker. Men nu hvor Julie Olsen er kommet hjem til Roskilde igen, er det særligt mødet med en ældre kvinde, der står klart for hende.Der var så mange rørende øjeblikke. En ældre kvinde sagde f.eks., at nu kunne hun endelig se sit barnebarn ordentligt – og skære tomater uden at ramme ved siden af for den sags skyld. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor lidt der egentlig skal til for at ændre et menneskes hverdag fuldstændigt.
