Nyoprettet faglig koordinatorstilling på Bella Vista Krisecenter - en nøglerolle tæt på praksis

Er du klar til at gøre en forskel for voldsramte kvinder og deres børn? Bella Vista Krisecenter søger en faglig koordinator til en ny nøglerolle med direkte praksisnær indflydelse.

Nyoprettet faglig koordinatorstilling på Bella Vista Krisecenter - en nøglerolle tæt på praksis

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Bella Vista Krisecenter søger en, der kan skabe ro, retning og opfølgning i en kompleks hverdag. Er du allerede faglig koordinator, eller drømmer du om at blive det i et job, hvor du hjælper voldsramte kvinder og deres børn videre til et nyt voldsfrit liv, så er det måske et godt match. Du skal trives med livet på en døgninstitution med dens blanding af struktur og uforudsigelighed.

Bella Vista Krisecenter søger en faglig og organisatorisk dygtig socialfaglig medarbejder til en nyoprettet stilling som faglig koordinator.

Stillingen er til dig, der motiveres af at skabe overblik, koordinere komplekse opgaver og understøtte dine kolleger i hverdagen – uden at give slip på den direkte kontakt med de kvinder og børn, der bor på Bella Vista Krisecenter.

Hos Bella Vista Krisecenter bliver du en central nøgleperson i den daglige drift. Du er med til at sikre, at fagligheden omsættes til praksis, at opgaver bliver fulgt til dørs, og at både medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere oplever struktur, sammenhæng og kvalitet. Alt dette foregår i en positiv og god atmosfære, der skaber hverdagsgrin og sammenhold.

Velkommen til Bella Vista Krisecenter – godkendt til §§ 109 og 110

Bella Vista Krisecenter ligger i Lejre Kommune med udsigt over Roskilde Fjord. Krisecenteret har plads til 25 kvinder og deres børn, heraf er 7 fleksible herbergpladser. Bella Vista Krisecenters kerneydelse er at tilbyde sikkerhed, omsorg og støtte til et liv uden vold og i egen bolig.

Chok og traumer lagres ikke blot i sindet, men også i kroppen, og derfor lægger Bella Vista Krisecenter stor vægt på at bearbejde voldens følgevirkninger igennem begge. Derfor arbejder Bella Vista Krisecenter blandt andet med SMART Women (Art of Living / Breathe SMARTs teknikker, men tilpasset målgruppen) og har en kropslig funderet traumeforståelse.

Bella Vista Krisecenters faglige fundament er Response-Based Practice, narrativ metode og empowerment.

Din rolle og opgaver:

Som faglig koordinator bliver du bindeled mellem den daglige praksis og den faglige ledelse. Du får et tydeligt fagligt og koordinerende mandat i hverdagen og arbejder tæt sammen med faglig leder og afdelingsleder, når opgaver skal prioriteres og følges op. Rollen er uden personaleansvar.

Faglig koordinering og kvalitetssikring

  • Koordinering af sagsflow og prioritering af ressourcer i samarbejde med fagteams.
  • Socialfaglig og rettighedsbaseret sparring til fagpersonale i overensstemmelse med formålsparagraffen i SEL §§ 109 og 110.
  • Kvalitetssikring af dokumentation og journalføring.
  • Sikre helhedsorienteret hjælp til kvinder og børn gennem tværfaglige indsatser.
  • Understøtte brugen af Bella Vista Krisecenters metoder og procedurer.
  • Implementering af nye indsatser og arbejdsgange.

Daglig drift og overblik

  • Skabe overblik over opgaver, deadlines og opfølgninger.
  • Bidrage til planlægning af møder, vagter og daglig drift.
  • Koordinere vikarbrug og vagtdækning i Planday.
  • Deltage i prioritering sammen med faglig leder og afdelingsleder.

Samarbejde og visitation

  • Delt visitationsansvar sammen med ledelsen.
  • Sikre godt samarbejde med kommuner og øvrige samarbejdspartnere.
  • Bidrage til sammenhæng i indsatser på tværs af faggrupper.

Direkte borgerkontakt og beredskab

  • Fortsat tæt kontakt med kvinder og børn.
  • Deltage i møder som støtte for kolleger i komplekse sager og konfliktsituationer.
  • Deltagelse i bagvagtsordning hver 3.-4. uge.

Faglig og personlig profil:

  • Viden om vold, hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbare grupper.
  • Uddannet socialrådgiver eller pædagog med erfaring fra krisecenter, herberg eller døgninstitution.
  • Kendskab til Serviceloven vedrørende ophold, forsørgelse, familieretlige processer, klagesager og borgernes rettigheder.
  • Kan håndtere og bevare overblik og handlekraft i pressede situationer og konflikter.
  • Har faglig stolthed og tager ansvar, også når opgaverne er komplekse.
  • God til både at se og forudse hele husets behov flere uger frem.
  • Gode samarbejdsevner, der skaber et positivt og inkluderende arbejdsmiljø.
  • Kommunikative kompetencer, som gør dig i stand til at oversætte overordnede ledelsesmæssige beslutninger til konkrete handlingsanvisninger.
  • Har stærke skriftlige kompetencer.
  • B-kørekort, og kører gerne bil. Bella Vista Krisecenter har to biler til arbejdskørsel.

Bella Vista Krisecenter tilbyder:

  • En nyoprettet stilling med mulighed for at præge rollen.
  • Fast stilling 37 timer, inklusive en halv times frokostpause (pædagogisk måltid).
  • Som udgangspunkt uden faste aftenvagter eller weekendarbejde, men fleksibilitet kan være nødvendig i særlige driftssituationer.
  • Tæt samarbejde med faglig leder og afdelingsleder.
  • Et engageret tværfagligt kollegafællesskab.
  • Mulighed for stadig at arbejde tæt på kvinder og børn.
  • Bella Vista Krisecenter er en røgfri arbejdsplads og går generelt mere end gennemsnitligt op i både mental og fysisk sundhed.
  • Der arbejder både mænd og kvinder på Bella Vista Krisecenter.

Bella Vista Krisecenter tilbyder god løn for branchen, 14% arbejdsgiverbetalt pension og sundheds- og tandlægeforsikring. Derudover tilbydes 6 ferieuger.

Læs mere her www.bellavistakrisecenter.dk.

Du er velkommen til at høre mere om stillingen hos faglig leder Jamila (24 27 93 17) eller afdelingsleder Bettina (29 79 71 30) i hverdage mellem kl. 10-12.

Der vil blive indhentet straffe- og børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Hvis det lyder som noget for dig, så send ansøgning, CV med billede og relevante bilag. Bella Vista Krisecenter afholder løbende samtaler.

Bella Vista Krisecenter glæder sig til at høre fra dig, som skal med på rejsen.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Bella Vista Krisecenter
Location Icon
Adresse Lindenborgvej 190, 4000, Roskilde
Calendar Icon
Kontaktperson Jamila
phone Icon
Telefon 24 27 93 17
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Lindenborgvej 190, 4000, Roskilde

Se større kort