Roskilde Kirkegårde søger en kirkegårdsassistent med ledelsesambitioner, som vil være med til at udvikle nogle af Danmarks mest markante kirkegårds- og kulturmiljøer. Stillingen kombinerer personaleledelse, administration, drift og landskabsfaglig udvikling i tæt samarbejde med den øvrige ledelse.
Roskilde Kirkegårde ligger centralt i Roskilde og består af tre kirkegårde: Østre Kirkegård med kapel, samt Gråbrødre Kirkegård og Gl. Vor Frue Kirkegård, som tilsammen har cirka 350 begravelser og urnenedsættelser om året.
Derudover varetages kirkegårdsdriften på yderligere to kirkegårde i et driftssamarbejde. Desuden varetages driften af præstegårdshaver, biskoppens have, arealer omkring Domkirken samt det samlede bogholderi i Domsognet.
Ønsker du at arbejde med at drifte og udvikle kirkegårde og grønne arealer i en af Danmarks mest betydningsfulde kulturhistoriske byer, så er stillingen sandsynligvis noget for dig!
Kirkegårdsledelsen består af en kirkegårdsleder, en grøn kirkegårdsassistent samt en administrativt orienteret kirkegårdsassistent (det kunne blive dig!). Begge kirkegårdsassistenter refererer til kirkegårdslederen. Stillingen er en nøglefunktion i kirkegårdenes ledelse. Du fungerer som kirkegårdslederens stedfortræder og indgår i den daglige ledelse af organisationen.
Der er cirka 25 medarbejdere på kirkegårdene i vækstsæsonen, samt fem medarbejdere i administrationen.
Driftsopgaver:
- Deltagelse i kontoradministrationen på kapelpladsen med en fast ugentlig dag samt være bagstopper i ferier med mere.
- Struktureret og omhyggelig sagsbehandling.
- Opgaver i forbindelse med gravstedssalg, begravelser og urnenedsættelser.
- Daglig drift af alle de grønne arealer i samarbejde med den øvrige ledelse.
- Selvstændig kontakt til kunder, leverandører og samarbejdspartnere.
Ledelsesopgaver:
- HR-ansvarlig og opdatering inden for overenskomster, love og regler.
- Personaleansvar for gartnergruppen i samarbejde med de øvrige ledere.
- Direkte ledelsesansvar for cirka fem gartnere.
Udviklingsopgaver:
- Videreudvikling af Roskilde Kirkegårde med landskabsarkitektonisk faglighed.
- Bidrag til projekter og landskabsfaglige initiativer på kirkegårdene.
Roskilde Kirkegårde forestiller sig, at du:
- Har en længerevarende uddannelse som for eksempel landskabsarkitekt, have- og parkingeniør, skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog eller lignende.
- Har en åben, engageret og ærlig ledelsesstil – gerne med ledelseserfaring, eller lyst til at opnå det!
- Har erfaring med planlægning og driftsstyring af grønne områder.
- Har en veludviklet evne til at prioritere og planlægge.
- Er fortrolig med anvendelse af IT – og har lyst til at sætte dig ind i nye systemer.
- Har en god mundtlig og skriftlig formuleringsevne.
- Har kendskab til folkekirken (vil være en ubetinget fordel, men ikke et krav).
- Enten har, eller ønsker at tage, en ledelsesuddannelse.
Roskilde Kirkegårde kan tilbyde:
- Et spændende og udfordrende job med alsidigt indhold.
- En arbejdsplads der giver mulighed for personlig udvikling.
- Fleksibel arbejdstid, der giver balance mellem arbejds- og privatliv.
- Meget alsidige arbejdsopgaver, der spænder fra kaffebrygning over sagsbehandling og betjening af pårørende til driftsstyring og udvikling af Roskilde Kirkegårdes grønne områder.
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Centralorganisationen af 2010 (CO10) for kirkegårdsledere, store administrationschefer og kirkegårdsassistenter med flere under CO10’s forhandlingsområde.
Nuværende tjenestemandsansatte kirkegårdsassistenter og -ledere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Årslønnen udgør 322.500 kr. (31.03.12 niveau).
Derudover gives et fast årligt ledelsestillæg på 2.300 kr. (31.03.12 niveau). Der er tale om en minimumsløn, hvor der kan forhandles funktions- og kvalifikationstillæg. Aftale om løn og kvalifikations-/funktionstillæg indgås mellem menighedsrådet og Foreningen af Danske Kirkegårdsledere. For ansøgere med ledelseserfaring og en relevant kandidatgrad forventer Roskilde Kirkegårde, at lønniveauet (i 2026 tal) vil være mellem 43.000 og 45.000 kr. per måned plus pension.
Der vil være tre måneders prøvetid.
Spørgsmål stilles til kirkegårdsleder Rasmus Christoffersen, rc@roskilde-kirkegaarde.dk, tlf. 21 14 36 88, med hvem der også kan laves aftaler om rundvisning på kirkegårdene.
Stillingen er ledig til besættelse per 1. december 2026.
Ansøgningen med relevante bilag sendes til 4965fortrolig@sogn.dk.
Ansøgningsfrist: 18. oktober 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 21. oktober med en anden runde den 28. oktober. Ansøgere, der går videre til anden runde, vil blive bedt om at udføre en personlighedstest mellem første og anden runde.
Kørekort:
B Almindelig bil