AC-er med overblik og erfaring til koordinations- og projektledelsesopgaver til centralt fagkontor

Er du den AC-er med skarpt overblik og erfaring, der kan drive koordinations- og projektledelsesopgaver i Vurderingsstyrelsen?

AC-er med overblik og erfaring til koordinations- og projektledelsesopgaver til centralt fagkontor

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Er du god til at skabe overblik? Trives du med at planlægge og håndtere opgaver og projekter af forskellig størrelse i et fagligt område med mange forgreninger? Så er du måske den rette for Vurderingsstyrelsen.

Understøttelse af styrelsens kerneopgaver
Kontoret Forretningsudvikling Vurdering er et centralt fagkontor i Vurderingsstyrelsen. Kontoret skal bidrage til, at styrelsens sagsbehandling kan fungere så effektivt som muligt og samtidig have en høj faglig kvalitet i vurderingerne. Kontoret har fokus på at sikre, at de vurderingsfaglige aspekter tænkes ind overalt i lovgivning, udvikling, processer og driftsopgaver.

Kontorets opgaveportefølje spænder vidt. Kontoret arbejder med:

  • Faglig understøttelse af vurderingsopgaverne
  • Fortsatte udviklingsopgaver i det nye vurderingssystem
  • Kvalitetssikring af de nye vurderinger
  • Analyser af vurderingsfaglige emner
  • Input til lovgivning på området
  • Samspillet mellem vurdering og beskatning

Kontoret er præget af stor åbenhed, god stemning og høj faglighed. Det rummer en bred sammensætning af kompetencer. I fællesskab bliver medarbejderne hele tiden klogere ved sparring og videndeling.

Hvad skal du arbejde med
Kontoret har ansvar for et strategisk projekt i styrelsen, der skal bidrage til, at der arbejdes med de rigtige opgaver i vurderingen af enkeltejendomme. Derfor har kontoret en væsentlig opgave med at skabe overblik over hvilke tiltag (manuelle sagsbehandlingstrin) i vurderingsprocessen, der har størst effekt på kvaliteten af de vurderinger, der udsendes.

Den nye kollega skal være tovholder på at skabe og vedligeholde dette overblik. Dette er en væsentlig del af opgaveporteføljen. Derudover vil der løbende være større eller mindre opgaver og projekter, der har behov for styring og koordination. Det kan for eksempel være mindre udviklingsprojekter eller koordinering af tværgående opgaver i styrelsen mv.

Hvem er Vurderingsstyrelsens kommende kollega?
Selvom opgaverne i høj grad drejer sig om koordinering og projektledelse, vil de kræve, at du sætter dig ind i vurderingsopgaven og får en høj grad af faglig forståelse for området. Derfor skal du have lyst til at sætte dig ind i ejendomsvurdering som fagligt felt, så din viden også understøtter både den rigtige løsning og eksekvering i de opgaver, du er involveret i. Din analytiske tilgang er også baseret på forståelse af tal og data. Dette er i høj grad omdrejningspunkt for kontorets opgaver.

Du er:

  • God til at stille både ”hvorfor”- og ”hvordan”-spørgsmål og kan omsætte svarene til handling og afklaring.
  • Systematisk, struktureret og følger opgaverne til dørs.
  • God til at formidle fagligt indhold.
  • En fagligt generøs kollega, der bidrager til kontorets videndeling.
  • God til at samarbejde på tværs af organisation og fagligheder.

Du kan koordinere på tværs, går selvstændigt i dybden med faglige spørgsmål og kan omsætte enkeltresultater til større perspektiver. Du har lyst til, at din opgaveportefølje udvikler sig over tid.

Du har en relevant akademisk (samfundsvidenskabelig) videregående uddannelse, gerne med et analytisk fokus. Du har formentlig nogle års erfaring, som du gerne vil omsætte til et nyt fagligt område og en ny organisation. Vurderingsstyrelsen tilpasser dine opgaver og ansvar efter din erfaring og kompetencer.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 30. september 2026. Vurderingsstyrelsen forventer at afholde første samtale i perioden 5.-8. oktober og anden samtale den 13. eller 20. oktober 2026.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef i Forretningsudvikling Vurdering Lone Holm Mikkelsen på tlf. nr. 72 37 49 79.

Der kan indgå en logik- og personanalyse i ansættelsesprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC). Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted bliver Ny Østergade 9-11, 4000 Roskilde. Tiltrædelse er 1. december 2026.

Om Vurderingsstyrelsen

’Vurderingsstyrelsen sikrer, at boligejerne får en mere retvisende og gennemskuelig ejendomsvurdering’

Vurderingsstyrelsen varetager alle forhold om ejendomsvurdering og beskatning af ejendomme. Styrelsens opgave er at udarbejde mere retvisende og gennemskuelige offentlige vurderinger af grunde og ejendomme og sikre korrekt betaling af skatten på baggrund af disse. Fremtidens vurderinger bliver baseret på nye og detaljerede data. Det skal sikre, at borgere og virksomheder kan have tillid til, at de bliver beskattet på et korrekt grundlag. Vurderingsstyrelsens værdier er ansvar, udsyn, faglighed og samarbejde.

Vurderingsstyrelsen er en arbejdsplads med mange forskellige fagligheder. De er alle i spil i dagligdagen. Der lægges vægt på et godt arbejdsmiljø og en stærk samarbejdskultur, hvor alle trives, tager ansvar og bidrager til den fælles opgave.

Arbejdspladsen har et godt kollegaskab med en uformel omgangstone. Der er en tro på, at en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv giver motiverede og tilfredse medarbejdere.

Vurderingsstyrelsen har cirka 1400 ansatte og er en arbejdsplads i vækst og har derfor løbende brug for nye, engagerede kolleger.

Læs mere om Vurderingsstyrelsen på www.vurdst.dk.

Vurderingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Vurderingsstyrelsen
Location Icon
Adresse Ny Østergade 9, 4000, Roskilde
Calendar Icon
Kontaktperson Lone Holm Mikkelsen
phone Icon
Telefon 72374979
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Ny Østergade 9, 4000, Roskilde

Se større kort