
Den 13.-14. juni rykker Global Operator Challenge ind hos Roskilde sten og grus, når Zeppelin Danmark afholder eventet Åben Grusgrav. Her dyster nogle af Danmarks dygtigste maskinførere i præcision og teknik. Bag konkurrencen står Caterpillar, og den danske Zeppelindistributør vil bruge konkurrencen, der også fandt sted i Hinnerup i maj, til at sætte fokus på en branche, der er presset på arbejdskraft.
Det er fantastisk, at vi får muligheden for at afholde så stort et event, endda både i Øst- og Vestdanmark. Det giver os mulighed for at vise vores faglighed, passion og stolthed, siger marketing- og kommunikationsansvarlig Lars R. Poulsen hos Zeppelin Danmark. Han uddyber:
Vores håb er, at de dygtige maskinfører kan få flere til at få øjnene op for en karriere som maskinfører. Vi står desværre i en situation, hvor der er enorm mangel på maskinførere, og det presser branchen i hele landet. Med konkurrencen vil vi gerne være med til at sætte fokus på et alsidigt erhverv med stor faglighed.
Maskinerne er klar – men hvor er førerne?
Ifølge den seneste opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) var der i anden halvdel af 2024 over 800 ubesatte stillinger for maskinførere i Danmark. Rekrutteringsudfordringen presser bygge- og anlægsbranchen i bund. Det gælder også hos entreprenørvirksomheden Jens Karstensen A/S, der lige nu mangler minimum 10 maskinførere, og det har konsekvenser.
Manglen på maskinfører er et enormt problem. Vi må sige nej til opgaver, og det koster os vækst. Lige nu har vi lejet 20 fører fra udlandet. De gør det godt, men sprogbarrierer betyder, at de skal følges med danske kolleger, og det hæmmer os på vores effektivitet. Vores forhåbning er, at en øget opmærksomhed på faget, kan tiltrække flere unge, så vi forhåbentlig kan være med til at vende tendensen og få flere ind i et fag, der virkelig er essentielt for hele den danske infrastruktur og byggebranche, siger Jens Karstensen, direktør i Jens Karstensen A/S.
Åbne maskiner, åbne muligheder
Med Global Operator Challenge håber Zeppelin at tage et vigtigt skridt: At flere får lyst til at gå ind i en branche med fart på og store muligheder. Derfor inviterer de besøgende ind i grusgraven for selv at prøve maskinerne, så de kan få indblik i maskinernes mange teknologier og hjælpefunktioner. Kombinationen af konkurrence og hands-on oplevelser skal give de besøgende et indblik i, hvad det indebærer at være maskinfører og de muligheder, det bringer med sig.
Det er en karrierevej med både ansvar, spændende opgaver og stor teknologisk udvikling. Det handler ikke bare om at flytte jord, det handler om at bygge fremtidens Danmark. Når vi afholder en sådan konkurrence, er det også fordi, vi gerne vil anerkende maskinførerne for deres kompetencer. Jeg bliver imponeret hver gang, jeg ser, hvor præcist og hurtigt de kan manøvrere deres maskine. Vi har brug for en ny bølge af maskinførere, og vi håber, at weekenden i Roskilde kan sætte gang i en positiv udvikling, siger Lars R. Poulsen.
Global Operator Challenge afholdes i 41 lande, hvorefter vinderne mødes i semifinalerne i Malaga. Konkurrencen rundes af med en storstilet finale i Las Vegas i 2026.
Ved første halvdel af konkurrencen i Hinnerup vandt Mark Overgaad. Danmark kan dog kun sende en samlet vinder til Malaga, og det bliver dermed afgjort i Roskilde, hvem der endeligt vinder den danske udgave af konkurrencen og går videre til semifinalen.
Fakta:
-
Global Operator Challenge afholdes i Roskilde den 13. – 14. juni.
-
Fredag 10.00 – 17.00.
-
Lørdag 9.00 – 16.00.
-
-
Vinderne kvalificerer sig til semifinalerne i Malaga og finalen i Las Vegas i 2026
-
Zeppelin Danmark stiller maskiner og faciliteter til rådighed for publikum
-
Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede
-
Konkurrencen indeholder kørsel af tre forskellige maskiner inden for entreprenør og bygge- og anlæg:
-
Læssemaskine
-
Gravemaskine
-
Material Handler
-
Zeppelin Danmark A/S forhandler Cat entreprenørmaskiner i Danmark. Zeppelins historie går tilbage til 1908, hvor Luftschiffbau Zeppelin blev grundlagt. Siden 1954 har Zeppelin været officiel forhandler af Caterpillar og beskæftiger i dag cirka 10.000 medarbejdere på verdensplan. http://www.zeppelin-cat.dk/