Skip to main content
5. marts 2025

Fotoserie om ligestilling får status som kulturarv

Fotoprojektet ‘50/50’, der sætter fokus på manglende ligestilling i den danske musikbranche, har fået status som officiel del af den danske kulturarv, og billederne indgår nu i Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCKs permanente samling. Optagelsen sker i samme uge, hvor Kvindernes Kampdag finder sted.

Af: Karina Edlund Jensen/ROMU | Foto: Kristian Grøndahl/ROMU
PRESSEMEDDELELSE

Portrætterne af 51 danske, kvindelige artister som Alberte Winding, Caroline Henderson, Brimheim, Lydmor og Hanne Boel rykker i denne uge fra fotovæggen og ind i et nyt kapitel som en del af den danske kulturarv.  De medvirker alle i fotoprojektet ‘50/50’, som fremover vil indgå som en del af Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCKs permanente samling i Roskilde.

‘50/50’ blev påbegyndt i 2019 af fotograferne Merle Mejlby og Christina ‘chris1million’ Jensen som en reaktion på den iøjnefaldende underrepræsentation af kvinder i den danske musikbranche. Et emne, der stadigvæk er aktuelt, og derfor vigtigt fortsat at sætte fokus på, forklarer Morten Thomsen Højsgaard, direktør for den kulturhistoriske museumsorganisation ROMU, som står bag erhvervelsen af ‘50/50’:

Som kulturinstitution er det vores pligt at holde øje med nutidige fortællinger, der er så vigtige for kulturlivet, at de bør samles op og sikres for fremtidige generationer. Her taler ‘50/50’ sit tydelige sprog både i portrætternes stærke visualitet og i måden at gå til emnet ligestilling på, som vi som museum ønsker at bakke op om, siger Morten Thomsen Højsgaard, direktør for ROMU.

Nyheden om at ‘50/50’ nu vil blive bevaret for eftertiden, bliver modtaget med både glæde og stolthed hos fotograferne bag:

Det er det bedste punktum, vi kan forestille os at sætte for projektet. Det er fantastisk, at ‘50/50’ nu lever videre til evig tid. Da vi begyndte projektet, havde vi ingen anelse om, hvordan det ville ende, og nu kan vi se tilbage på udstillinger i hele landet, et samarbejde med udenrigsministeriet og ambassader i verden over og et mærkat som dansk kulturarv oveni. Det er vi meget stolte over, siger den ene af fotograferne bag ‘50/50’, Christina Jensen.

Stærkt visuelt modargument

Da Christina Jensen og Merle Mejlby satte gang i projektet, ønskede de at skabe et visuelt modargument mod den gængse undskyldning i musikbranchen om, at de kvindelige artister var svære at finde, når der skulle bookes musikere på spillesteder, udvælges musik til radiostationerne eller underskrives nye kontrakter på pladeselskaberne.

De kontaktede derfor en bred række kvindelige artister i ønsket om at skabe en samling portrætter, der kunne fungere som bevis på det modsatte. Der var meget stor tilslutning på tværs af alder og musikstil, og med hjælp fra makeupartist Stephanie Asi Brix blev fotoudstillingens 51 portrætter skabt.

Fotoserien har siden offentliggørelsen i 2022 været på turné rundt i landet på blandt andre spillestedet Vega i København, Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK i Roskilde, Musikhuset i Aarhus samt Værket i Randers og er desuden udkommet i bogform. Dermed er endnu et punktum sat i projektets rejse:

Det betyder sindssygt meget for os, at fortællingen lever videre, for vi må desværre konstatere, at der stadig er langt til ligestilling. Og vi ville i øvrigt sagtens kunne lave den samme type projekt i mange andre brancher i Danmark, hvor der endnu ikke er lige muligheder for alle, slutter Christina Jensen.

Fakta:

De medvirkende artister i 50/50 er:

Alberte Winding, Annika Aakjær, Astrid Engberg, Aviaja, Betty Bass, Brimheim, Caroline Henderson, Dicte, Ea Kaya, ELBA, Ericka Jane, Fallulah, FVN, girlcrush, Goldie 6is, Hanne Boel, Iris Gold, Josephin Bovién, Julie Ellinor, Karen Mukupa, Katinka Bjerregaard, Kinck, Kira Skov, Konvent, Lis Sørensen, Lowly, Lydmor, Lærke Emilie, Maddy, Mags, Maja og De Sarte Sjæle, Melissa Inya, Mendoza/Vita Dosa, MOZAÍK, Nabiha, Nana Jacobi, NIKOLINE, Off Bloom, O/RIOH, Pauline, PRISMA, Rebecca Lou, Reveal Party, Rosa Raye, Sitrekin, Stine Bramsen, Sys Bjerre, Søs Fenger, The Savage Rose, Velvet Volume og Yakuza.