25. august 2025

|

Pressemeddelelse

Fors pumpede 700 liter regn- og spildevand i sekundet under etablering af ny banetunnel i Roskilde

I forbindelse med Banedanmarks udskiftning af en tunnel tæt på Roskilde Station har Fors lagt nye ledninger til regnvand, spildevand og fjernvarme. Under arbejdet kom der så meget regn, at Fors’ midlertidige overpumpning af regn- og spildevand pumpede 700 liter i sekundet.

Fors pumpede 700 liter regn- og spildevand i sekundet under etablering af ny banetunnel i Roskilde
Af: Fors A/S | Foto: Fors

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
At kalde arbejdet med udskiftningen af en banetunnel på Præstemarksvænge tæt på Roskilde Station ’timet og tilrettelagt’ som i en Olsen Banden-film vil være en underdrivelse. Nøje planlægning og godt samarbejde har været afgørende for, at alle dele af arbejdet kunne lykkes inden for tidsrammen, ligesom vejrguderne kastede våde udfordringer på banen.
Udskiftning af hensyn til togtrafik
Selve banetunnelen skulle nemlig udskiftes på bare otte dage af hensyn til afvikling af togtrafikken. Mens den gamle tunnel blev revet ned og den nye bygget op, skulle spildevandet pumpes over jernbanesporet i en midlertidig overpumpningsløsning. Og det var ikke uden udfordringer i form af store mængder nedbør:
Under arbejdet oplevede vi en anseelig mængde vand fra oven, hvilket betød, at vi i perioder pumpede 700 liter regn- og spildevand i sekundet gennem overpumpningen, og det er altså ikke så lidt. Der var dog taget højde for risikoen for større regnskyl i dimensioneringen, så det gik uden problemer, fortæller Søren Schou, der er projektleder i Fors og har stået i spidsen for Fors’ del af arbejdet i samarbejde med Dansk Overpumpning.
Med en ny banetunnel følger en udskiftning af de forsyningsledninger, der løber under den. Fors har bidraget med nye ledninger til regnvand, spildevand og fjernvarme, der nu er fremtidssikrede både i forhold til dimensionering og vedligehold. Noget, der adskiller den nye tunnelkonstruktion fra den gamle, er, at alle forsyningsledninger ligger indvendigt i tunnelens betonkonstruktion. Det betyder, at Fors og øvrige ledningsejere i fremtiden vil kunne grave ubesværet ned til ledningerne og reparere eventuelle skader, uden at risikere at underminere tunnelens konstruktion. Da først tunnelen var på plads, så togtrafikken kunne genoptages, kunne Fors og øvrige ledningsejere komme til at arbejde med at få lagt ledningerne ind gennem tunnelen i lidt roligere tempo.
Faglighed og samarbejde
Men nøgleøvelsen i det samlede projekt har været faglighed og samarbejde aktørerne imellem – noget, projektleder Søren Schou har oplevet som en succes:
Det er et kompliceret projekt, som består af flere delprojekter, og med mange involverede aktører har vi været afhængige af hinanden for at komme i mål. Heldigvis har projektet været præget af professionalisme, høj faglighed og godt samarbejde på tværs, og det er uden tvivl derfor, vi er kommet i mål med det hele til tiden, fortæller han.
Fors’ del af arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af august.
Fakta:
  • Banedanmark skulle udskifte en udtjent banetunnel på Præstemarksvænge tæt på Roskilde Station.
  • Som følge af den nye tunnel skulle forsyningsledningerne, der løb igennem den, også udskiftes. Fors er blandt ledningsejerne og skulle således lægge nye ledninger til spildevand, regnvand og fjernvarme.
  • Jernbanesporet var lukket for togtrafik fra fredag den 11. juli om aftenen og frem til søndag den 20. juli klokken seks om morgenen, hvor første tog igen skulle passere på strækningen. I det tidsvindue skulle den gamle tunnel rives ned og fjernes, den nye skulle på plads, og jord samt jernbanespor skulle genetableres.
  • I denne periode skulle spildevandet midlertidigt pumpes over jernbanesporet via en overpumpningsløsning. Store mængder regn satte løsningen på prøve, så der i perioder blev pumpet 700 liter regn- og spildevand i sekundet gennem overpumpningen.
  • I den nye tunnel ligger alle gennemgående forsyningsledninger inde i betonkonstruktionen, så det er muligt at grave ned til dem ifm. vedligehold og reparation uden at kompromittere tunnelens konstruktion.
Event Information