I Liljeborgfonden er vi glade for at støtte et projekt, der så tydeligt styrker de kulturelle og almennyttige muligheder i Roskilde og omegn. Ved at invitere børn og unge ind som aktive medskabere åbnes nye veje ind i kulturen for dem, der ellers sjældent opsøger den. Projektets børnekulturelle laboratorium og det langsigtede arbejde med formidling rammer direkte ind i vores ambition om at udvikle området og skabe meningsfulde oplevelser for både borgere og besøgende, udtaler Dorthe Ploug Hansen, direktør i Liljeborgfonden.
Børn og unge som medskabere
I alt vil flere end 2000 børn og unge med særlige behov blive tilbudt at deltage i projektforløb og aktiviteter, hvor de selv skal være med til at udvikle gavnlige tiltag og initiativer, hvor kultur og verdensarv indgår. Forløbene vil blive fulgt tæt af en ekstern ekspertgruppe. Projektet gennemføres sideløbende med, at der i Roskilde med støtte fra andre fonde arbejdes med nogle af de største udviklingsprojekter med kulturarv og verdensarv i flere årtier.At give kulturarven videre til nye generationer på en omsorgsfuld og spændende måde. Det er en hjertesag for os i kulturlivet. Alle børn og unge er altid meget velkomne, men den generøse donation giver os nye og bedre muligheder for at række ud til børn fra særlige baggrunde eller med diagnoser, som gør, at de er kommet lidt skævt ind på livet. Det er vi meget taknemlige for nu at kunne arbejde ekstra og meget grundigt med, fortæller museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU, der også har ansvaret for arbejdet med verdensarv ved Roskilde Domkirke.
Viden bliver tilgængelig for mange
At Kulturens Analyseinstitut er med som partner sikrer dels, at projektet kan bygge videre på de erfaringer, der allerede findes, dels at projektets resultater bliver samlet, analyseret og gjort tilgængelige for kulturinstitutioner og andre, der vil bruge den nye viden i arbejdet med sårbare børn og unge i hele landet.Der er lavet en masse arbejde lokalt og hos en lang række aktører hver for sig. Men der er ikke lavet en afdækning af viden med opsamling og deling af erfaringerne i denne skala. Lidt frækt kan man sige, at man rundt omkring hver især opfinder den dybe tallerken. Nu samler vi det hele gennem dette projekt og stiller viden og læring til rådighed for rigtig mange aktører, fortæller direktør i Kulturens Analyseinstitut, Esben Danielsen.
