Skip to main content
30. september 2025

Er du FOR eller IMOD atomkraft i Roskilde Kommune?

Byrådsmedlem Troels Toft (S) argumenterer imod at placere et langtidslager for radioaktivt affald i Roskilde Kommune og peger på både sikkerhed og tidligere rapporter. I stedet kalder Toft for mere forskning i andre energi alternativer.

Af: Troels Toft | Foto: Canva
KRONIK
Radioaktivt affald i Roskilde Kommune

Jeg er imod, at radioaktivt affald skal placeres i et langtidslager i Roskilde Kommune. Allerede i 2011 udarbejdede Sundhedsstyrelsen, Institut for Strålebeskyttelse, GAUS og Dansk Dekommissionering en omfattende rapport, hvor undergrundens egnethed til slutdeponering af atomaffald blev kortlagt forskellige steder i Danmark. Rapporten endte med en bruttoliste på seks egnede områder – og Roskilde/Risø var ikke blandt dem.

Årsagen var, at man netop her registrerede seismisk aktivitet i undergrunden. Der er tale om små jordskælv, som vi ikke mærker på overfladen, men som er tilstrækkelige til at gøre undergrunden ustabil. Faktisk var Roskilde det eneste af de undersøgte områder, hvor man registrerede jordskælvsaktivitet. Derfor giver det fagligt set ingen mening at overveje et langtidslager Roskilde Kommune. Der bør findes et andet sted til langtidslagring end Roskilde Kommune

Atomreaktorer i forskningsregi

Jeg er også imod at anvende radioaffaldsskabende atomreaktorer i forskningen. Danmark har endnu ikke fundet en varig løsning på håndteringen af det radioaktive affald, vi allerede har – affald, der skal kunne opbevares sikkert i op til 100.000 år. Hvis der ikke kan tilbydes en realistisk og sikker plan for lagringen, hvordan skal borgerne så have tillid til, at man kan håndtere atomkraftens øvrige udfordringer – f.eks. sikkerhed? Før vi har et robust svar på affaldsproblematikken, bør vi ikke øge mængden af radioaktivt affald.

Atomkraft i det danske elsystem

Jeg er imod at omlægge det danske elsystem til atomkraft. Både pga. problematikken med langtidslagring af radioaktivt affald, men også fordi teknologien ganske enkelt er dyrere end de alternativer, vi allerede arbejder målrettet mod. Ifølge Lazard’s Levelized Cost of Energy Analysis – Version 17.0 er atomkraft næsten tre gange så omkostningstung som vindkraft, der er kombineret med batteriteknologi: kan ses her.

Så længe prisen ligger på dette niveau, er det også af den grund svært at se atomkraft som en realistisk eller relevant del af det danske energisystem.

Teknologineutrale udbud

Jeg er ligeledes imod at inkludere atomkraft i teknologineutrale udbud. Hvis alle teknologier skal kunne deltage, kræver det, at udbuddene beskriver forudsætningerne for hver enkelt teknologi. Det vil være enormt ressourcekrævende, skabe massivt bureaukrati og resultere i meget langsomme sagsbehandlingstider for al opsætning af vedvarende energi.

Samtidig ville det kræve en omfattende og dyr opbygning af kompetencer på atomkraftområdet, vel vidende at teknologien alligevel ville tabe til billigere alternativer. Det vil være spild af ressourcer, og samtidig trække nuklear ekspertise væk fra det vigtige arbejde med f.eks. at finde en langsigtet løsning på atomaffaldsproblematikken.

Forskning og udvikling

Til gengæld er jeg for, at vi fortsætter forskningen i vedvarende energiteknologier og i den del af atomforskningen, der ikke kræver nye reaktorer, som skaber mere affald. Vi skal ikke afskrive grønne teknologier, blot fordi de endnu ikke er modne eller konkurrencedygtige nok til at indgå i vores energiplanlægning. Historien viser, at teknologiske gennembrud kan opstå pludseligt og ændre mulighederne radikalt. Derfor skal vi holde døren åben for nye løsninger, så længe forskningen kan bidrage uden at øge vores affaldsproblemer.

Min holdning kort fortalt

Atomkraft står fortsat over for uløste udfordringer – ikke mindst i forhold til at finde et langtidslager uden for Roskilde Kommune. Derfor giver det ingen mening at opstille flere reaktorer, der blot skaber mere radioaktivt affald. Det er en sag, jeg står vagt om.

Husk at sætte dit X det rigtige sted – personlige stemmer gør forskellen.

Troels Toft
Byrådsmedlem i Roskilde Kommune for Socialdemokratiet
Klima og miljøudvalget
Kontaktudvalget for radioaktivt affald på Risø
S-ordfører for Risø Gateway
MSc Bæredygtig energi

Foto: Troels Toft