Mand anholdt efter knivstikkeri i Roskilde
Efter en omfattende eftersøgning er den mistænkte til et alvorligt knivstikkeri i Roskilde nu blevet anholdt.
Midt- og Vestsjællands Politi fik kort før klokken 04 torsdag morgen oplysning om, at en mand var blevet stukket med kniv ved Roskilde Sygehus.
Mistanken faldt på en tilsyneladende uligevægtig mand, som kort forinden var ankommet til sygehuset.
Den mistænkte var flygtet fra stedet, og politiet iværksatte derfor en omfattende eftersøgningsaktion i hele den centrale del af Roskilde med assistance fra bl.a. en af Forsvarets helikoptere. Samtidigt blev togdriften også standset.
