26. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud

Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.

Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud
Af: ROMU | Foto: Kristjan Løk /ROMU

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Sommeren varer længe, koster mange penge. Men i år kan man få dem til at strække længere med ROMUs brandvarme sommertilbud: Allerede efter første besøg på et af organisationens museer i Lejre, Roskilde eller Frederikssund er der 50% rabat på de efterfølgende. Har man indløst entré til et af ROMUs besøgssteder, kan man derfor resten af sommeren få oplevelser til halv pris de andre steder.

Sommeren er fyldt med muligheder for at skabe gode minder sammen, og i området omkring Roskilde Fjord ligger steder med kulturarv nærmest side om side. På få dage kan man møde vikinger, sagnkonger, købmænd og rockstjerner, og med rabatordningen håber vi, at endnu flere får lyst til at gå på opdagelse i de mange fortællinger, der venter lige her i vores fælles baghave siger Rikke Louise van Hauen, Head of Marketing i ROMU

Oplevelser for hele familien

Ud over at få fælles oplevelser i ROMUs udstillinger, er der også et hav af muligheder for at lave sjove familieaktiviteter på tværs af generationer: For eksempel kan både store og små gå på jagt efter en magisk trylleremse på Færgegården i Frederikssund. Hele sommeren kan man i museumsbutikken få udleveret en lille, sort bog, som er fuld af opgaver, hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd mod naturens vilde kræfter og væsner.

Familieturen kan også slå vejen forbi Lejre Museum, der byder på både skattejagt og fortællehygge, eller til Tadre Mølle, som er det rette sted at medbringe en picnic-kurv i de idylliske omgivelser.

Er man til nostalgi – og knofedt – er det oplagt at besøge Lützhøfts Købmandsgård, som inviterer til en dag med sæbespåner og vaskebræt: Det er Store Vaskedag i den lille tidslomme i Ringstedgade i Roskilde, og så skal ærmerne smøges op.

Spritnyt Aqua-univers og musikalske tidsrejser

Ingen sommer uden musik. Banker dit hjerte i takt med 90'erne - eller 60'erne eller et hvilket som helst af de seneste syv årtier - så er det oplagt at besøge Rockmuseet. Her kan I slå jer ned i museets spritnye Aqua-univers, som byder på sommerstemning og ubekymrede 90’er-vibes. I kan også stikke hovedet ind i en vild fan-fortælling i udstillingen ’Birthe og Beatles’, der handler om en ung kvindes utrolige møde med nogle af musikhistoriens største stjerner. Museet har åbent i kreaværkstedet i hele juli måned.

På Roskilde Museum kan børn og voksne tage med, når museumsmusikanten Mikkel to gange i begyndelsen af sommeren inviterer på musikalske tidsrejser og gør historien levende.

Oplev fortidens spor

Er I optagede af de mange fortidsspor, som jorden gemmer, er der masser af muligheder for at blive klogere på, hvad sporene fortæller om fortiden. Tag med tilbage til middelalderens Roskilde i kirkeruinen, der er en del af Sankt Laurentius, lige under på Stændertorvet. Udforsk byens utrolige historie på Roskilde Museum, og lad dig drage af det sagnomspundne Lejre, hvor du kan gå i fodsporene på fortidens store vikingekonger.

For at få adgang til sommerrabatten skal man købe almindelig entré ved et af ROMUs besøgssteder. Her får man sammen med sin billet en rabatkupon, der giver 50% rabat på entréen til de øvrige museer hele sommeren.

Tilbuddet gælder i perioden 1. juli-30. august 2026. Rabatten kan bruges én gang af én voksen pr. museum og kan ikke kombineres med andre rabatter.

Nøgleord
OplevelserKulturBørn & unge
Event Information