11. november 2026

|

Pressemeddelelse

Ældre svindlet for over en million kroner: Bedragere isolerer ofrene i dagevis

Midt- og Vestsjællands Politi oplever en voldsom stigning i kontaktbedragerier mod ældre. Svindlerne udgiver sig for at være fra politiet og udsætter ofrene for et massivt psykisk pres, der kan fortsætte i flere dage.

Ældre svindlet for over en million kroner: Bedragere isolerer ofrene i dagevis
Af: Midt- og Vestsjællands Politi | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Alene i oktober har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget over 50 anmeldelser om kontaktbedrageri. Det svarer til det samlede antal anmeldelser i de foregående seks måneder. I de seneste sager er ældre borgere i politikredsen blevet svindlet for over en million kroner gennem blandt andet kontanthævninger, misbrug af betalingskort og franarrede smykker.

Ofrene er ældre borgere, langt de fleste kvinder. Den ældste i de seneste sager er 93 år, men tidligere ofre har været over 100 år, og nogen af ofrene bor på plejehjem.

I langt de fleste tilfælde udgiver svindlerne sig for at være fra politiet. De fortæller de ældre, at de er ved at blive svindlet eller allerede har været udsat for svindel, og overtaler de ældre til at udlevere betalingskort, koder eller værdigenstande.

Truer med bøder og isolerer ofrene

Vi ser i stigende grad, at svindlerne holder deres ofre i telefonen i timevis og ofte over flere dage. De manipulerer de ældre til at tro, at de har tavshedspligt, og truer med store bøder, hvis de fortæller nogen om kontakten - selv deres nærmeste familie, fortæller politikommissær Bjarke Thanning, der er efterforskningsleder i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Manipulationen efterlader flere ofre så bange og forvirrede, at de ikke tør kontakte hverken deres pårørende, banken eller det rigtige politi.

Det er en ekstremt kynisk form for svindel, hvor gerningsmændene systematisk manipulerer og isolerer deres ofre. De ældre tror, at de samarbejder med politiet, og tør ikke bede nogen om hjælp. Vi møder mennesker, som er dybt påvirkede af det psykiske pres, selv efter at svindlen er afsløret, siger Bjarke Thanning.

Den langvarige kontakt giver samtidig svindlerne god tid til at misbruge ofrenes penge og betalingskort. I de seneste sager er ældre borgere i politikredsen blevet franarret værdier for over en million kroner gennem kontanthævninger, kortmisbrug og smykker.

De stjålne betalingskort er blandt andet blevet brugt til køb og forsøg på køb af elektronik, droner, køkkenudstyr og luksusvarer.
Politiet har anholdt seks personer i forbindelse med tidligere sager, hvoraf fire fortsat er varetægtsfængslet. Trods anholdelserne fortsætter bedragerierne.

Pårørende og plejepersonale kan være med til at stoppe svindlen

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer pårørende og plejepersonale til at tale med de ældre om svindelmetoderne og være opmærksomme på ændringer i deres adfærd

Svindlerne forsøger bevidst at afskære de ældre fra deres familie og andre, der kan hjælpe dem. Derfor er det afgørende, at pårørende taler med de ældre om svindlen og understreger, at de altid må fortælle, hvis nogen kontakter dem og udgiver sig for at være fra politiet. Og så skal vi huske, at mange ofre har brug for støtte og omsorg, også længe efter at bedrageriet er stoppet, siger Bjarke Thanning.

Politiets gode råd

  • Få udeladt dit telefonnummer: Kontakt dit teleselskab, hvis du ønsker at få dit nummer udeladt fra offentlige nummeroplysningstjeneste.

  • Udlever aldrig kort eller koder: Politiet, banker og andre myndigheder beder aldrig om at få udleveret betalingskort, pinkoder eller værdigenstande på denne måde.
  • Læg på ved den mindste tvivl: Ring selv til politiet på 114, din banks officielle hovednummer eller en pårørende. Du behøver ikke være flink.
Nøgleord
Politi
Event Information