Usikkerhed og ensomhed var, hvad der ventede på den anden side af grænsen til Danmark
Popal Naseeri, hovedkarakteren i filmen, indtog pladsen foran lærredet i Kino Ro’s Torv efter filmen. En efter en røg hænderne op blandt eleverne, som greb muligheden for at få et endnu dybere indblik i Popals historie - fra en skæbne som selvmordsbomber for Taleban til en toårig lang flugt gennem Europa med en slutdestination i København. Hvad synes du var det sværeste ved din asylproces, spurgte en af eleverne.Popal svarede: Jeg havde det værre end Darmal, fordi jeg ikke havde nogen ved min side. Jeg var helt alene i Danmark, og jeg var kun 16 år. Ethvert skridt var svært. Du ved ikke, om du får lov til at blive, og der er meget usikkerhed, for mange af os blev sendt tilbage til Afghanistan. Så for mig var det sværeste usikkerheden.Blandt tilskuerne var der også flere elever med afghansk baggrund. En af dem fortalte efterfølgende: Det er meget godt at få det her indblik, og glædede sig over, at klassekammeraterne nu havde fået en dybere forståelse af livet som flygtning – både i Europa og specifikt i Danmark.
Et budskab om empati
Inden arrangementet sluttede, delte Popal et håb med eleverne:Jeg håber, at I forstår de privilegier, der kommer med at være født i Danmark. Jeg vil gerne have, at I tager en forståelse med jer for den situation, flygtninge befinder sig i, når de kommer til Danmark, og husker at behandle dem med empati og medfølelse.For mange elever stod det klart, at flugten til Danmark er alt andet end nem, og at den usikkerhed, flygtninge oplever, slider mentalt. Det var realiteter, mange ikke havde tænkt over før. Men efter dokumentaren og samtalen med Popal fik de et nyt indblik i de barske vilkår, flygtninge møder – og en påmindelse om, at bag tallene findes menneskelige historier.
