Livløs mand i vandet - Veddelev Havn, Roskilde
Den 28. august 2024 var flere surfere på vandet ved Veddelev Havn i Roskilde Fjord. En mand på 56 år fra Dyssegård kom forbi en person, som lå med hovedet i vandet. Den 56-årige vendte om, hoppede i vandet, fik løftet ham op og trykkede ham på brystet, så han hostede og begyndte at trække vejret igen. En 34-årig mand fra København og en 49-årig mand fra Jyllinge kom til, og sammen fik de alle manden ind til land, hvor ambulancen ventede. Det viste sig, at surferen havde fået en hjerneblødning på vandet. De tre redningsmænd har fået en dusør, da de udviste ekstraordinært initiativ og handlekraft og ydede en indsats, som var afgørende for, at surferen overlevede og kom sig rigtig fint oven på hjerneblødningen.Mand faldt om med hjertestop - Hørve, Odsherred
Lørdag den 5. oktober 2024 kl. 11.37 faldt en ældre mand om med hjertestop i Hørve. Ingen bevidnede selve faldet, men de første personer på stedet gik straks i gang med førstehjælp. To personer, en 61-årig kvinde fra Humlebæk og en 66-årig mand fra Humlebæk. hvoraf den ene var hjertesygeplejerske på hjerteafdelingen på Glostrup hospital gik i gang med tryk og indblæsninger. To andre, en 39-årig mand og en 55-årig mand, begge fra Hørve, kørte i XL-Byg i Hørve for at hente en hjertestarter. En 43-årig kvinde og en 48-årig mand fra Fårevejle kom til og hjalp med den livreddende førstehjælp. Ambulancen kom til, og med hjertestarterens hjælp fik manden puls og vejrtrækning igen. Alle tildeles en dusør for deres ekstraordinære og resolutte handlekraft, som var afgørende for, at manden overlevede.Røg hos naboen - Roskilde
Den 25. oktober 2024 var en 32-årig mand fra Roskilde på vej hjem og opdagede, at der var gået en røgalarm hos hans nabo. Manden ringede efter hjælp og kiggede samtidig ind til den ældre dame og konstaterede, at hun lå på gulvet. Han smadrede en rude i hoveddøren, tog kontakt til damen, som heldigvis gav livstegn fra sig. Han fortsatte ud i køkkenet, hvor han så en pande med mad på et tændt blus på komfuret, hvilket var årsagen til røgen i huset. Han fik panden af komfuret, slukket blusset og tog sig herefter af den ældre dame og blev ved hende, indtil politiet kom til adressen. Den 32-årige mand har fået en dusør for sin helt ekstraordinære indsats og overskud, da han med stort mod og beslutsomhed som højst sandsynligvis var årsagen til, at kvinden overlevede.Ung pige på den forkerte side af rækværket - Roskilde
Den 29. oktober 2024 kom en 45-årig kvinde fra Roskilde og en 44-årig kvinde fra Roskilde kørende i hver deres bil på Vindingevej over Holbækmotorvejen i Roskilde. De bemærkede begge en ung pige på modsatte side af rækværket. Resolut standsede de og tog kontakt til pigen – hun havde et stort ønske om at tage sig af dage. Da politiet ankom til motorvejsbroen, forsøgte pigen igen at kravle over rækværket, hvorefter de to kvinder resolut tog fat i pigen og fik hende hevet tilbage og i sikkerhed. De to kvinder er blevet tildelt en dusør for deres meget ekstraordinært modige, handlekraftige indsats. Det var patruljens opfattelse, at indsatsen reddede den unge piges liv.Bevidstløs mand bag rattet på motorvejen, Køge
Den 23. november 2024 kom en 50-årig mand fra Store-Heddinge kørende på Køge Bugt motorvejen og så en bil, som kørte i lav hastighed langs autoværnet i 4. vognbane. Det viste sig, at føreren havde fået et epileptisk anfald og hang bevidstløs ind over passagersædet. Den 50-årige mand så dette igennem sideruden og kørte resolut ind foran bilen, bremsede langsomt ned og fik derved bragt begge biler til standsning. En 61-årig mand fra Ballerup standsede også på motorvejen, og sammen fik de hjulpet den sygdomsramte mand ud, fik lagt ham i sikkerhed og i aflåst sideleje og blev ved ham, indtil ambulancen kom og overtog. De to mænd er blevet tildelt en dusør for deres resolutte handling og meget flotte indsats, som potentielt forhindrede en kritisk færdselssituation i at opstå på den meget befærdede motorvej.To børn forsvandt fra børnehave - Køge
En kold torsdag den 28. november 2024 først på eftermiddagen stak to 5-årige af fra deres børnehave i Køge ved at kravle over hegnet. Der blev sendt efterlysning ud – også på Facebook. En 45-årig kvinde fra Karlslunde så opslaget, og selvom hun er bosiddende i Karlslunde, tøvede hun ikke med at lede efter drengene i Køge. Politiet mødte kvinden, som på eget initiativ havde været i alle butikkerne i et nærliggende butikscenter. Hun bad om ny retning, og politiet sendte hende i retning af et mere øde landområde – her fandt kvinden begge drenge i en grøft langs en landevej. De var både våde og kolde efter flere timer ude. Hun blev ved drengene, indtil både politi og forældrene kom til stedet. Kvinden har fået en dusør for den helt ekstraordinære og resolutte handling. Den indstillende polititjenestemand skrev i indstillingen, atHendes medmenneskelige og hjertevarme indsats varmede på den kolde november-dag.
